Hanne Sanders
Sekularisering - et relevant begreb for historisk forskning?

Sekularisering ses ofte som en udvikling mod det moderne samfund, der indebærer at religionen og kirken mister deres betydning. Der er derfor ikke meget religion i forskning om 1800- og 1900-tallene. Dette forsøger moderne forskning at råde bod på, men hvis resultatet blot bliver, at man påviser, at der også fandtes religion efter 1800, har man egentlig bare flyttet moderniseringsgrænsen længere frem i tiden. Hvis man i stedet definerer sekularisering som en langsom udvikling, hvor religionen ændrer betydning fra at have været kultur og viden til at blive individuel tro, skabes en teori, som kan blive et udgangspunkt for megen historisk forskning, og hvor det karakteristiske ved 1700-tallet bliver, at Gud da trak sig tilbage fra verdenen. Man opfattede ikke længere Gud som talende til mennesker gennem sygdom, krig og lignende og frygten for den guddommelige vurdering af menneskelige handlinger var ikke længere grundlag for vigtige samfundsmæssige beslutninger. Herved skabtes på sigt mulighed for andre praktiske omverdensforståelser og et mere personligt Gudsforhold. Vigtige forandringer i selve sekulariseringsprocessen skete således ofte uden at Gud var død, ja ofte i Guds navn.